Chokoladecupcakes med vaniljefrosting

@juliemakes - hejmagi.blogspot.com - chokoladecupcakes med vaniljefrosting

Jeg har en svaghed for chokolade. Og vanilje. Og i forening, der er det lidt ligesom om, at der sker en lille lykkeeksplosion inde i min mund. Og nu vil jeg give dig muligheden for det samme ♥ Altså lykkeeksplosion, for den her opskrift er bedre end alle dem du hidtil har prøvet...

Det her er, hånden på hjertet, virkelig god kage. Jeg kommer tilbage til opskriften igen og igen. I sin tid fandt jeg en opskrift på chokolademuffins på dette world wide web, men siden hen er den blevet min egen, med rettelser i et væk. For det skulle være en fool proof opskrift og kage, da det gik hen og blev min signatur kage og den kage og opskrift jeg underviste andre i at bage og pynte, på aftenskole, for år tilbage.

Det er en alsidig kage, for den kan faktisk også bages i springform hvis det ikke er cupcake størrelsen man er ude efter. Men det vil jeg lade ligge til et senere indlæg, for i dag er det jo de små cupcakes det drejer sig om.  Frostingen kan også varieres i uanede muligheder og pynten lige så, og det vil I også få at se i det senere indlæg. Det er noget med enhjørninger og så siger jeg altså ikke mere.

Jeg ved godt, at cupcakes ikke er så populære som for år tilbage - dengang jeg underviste i dem - men der er altså bare noget særligt ved at kunne sætte tænderne - eller gaflen, i sin helt egen kage. Det er der bare. Og ting i mini størrelse. Det kan vi heller ikke komme uden om. Lidt magisk, ikke?

Jeg har nok bagt.. 1000 af de her små kager i tidens løb. Eller måske det ikke engang kan gøre det. Jeg har bagt dem til sommerfester, firmaarrangementer og til et bryllup sågar. Og hver gang omkring 100-150 stykker... Der blev jeg godt nok lige lidt mæt ved tanken..

@juliemakes - hejmagi.blogspot.com - chokoladecupcakes med vaniljefrosting

Nå, men nok om aftenskole, svagheder, bryllupper og des lige. Her kommer opskriften på chokolademuffins, efterfulgt at vaniljefrosting.

Ingredienser:
300 gram sukker
2 æg M/L
200 gram smeltet smør
2½ dl letmælk
300 gram hvedemel
6 spiseskeer kakao
1 teske natron
1 teske bagepulver
1 teske vaniljesukker, købt eller hjemmelavet
en knivspids salt

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 170 grader, almindelig ovn.

Pisk æg og sukker luftigt. Det bliver sådan hvidt i farven, når det er luftigt nok.
Tilsæt det smeltede smør. Rør mælken i. 
Bland mel, kakao, natron, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en anden skål og si det i dejen og rør rundt til dejen er ensartet.

TIP! Når der står i en opskrift at du skal røre en dej, så er det vigtigt du rører og ikke pisker. I dette tilfælde, der påvirker det hævningen om man rører eller pisker. Hvis du pisker efter melet er kommet i dejen, vil dejen ikke hæve lige så flot. Dette er specielt vigtigt ved lyse deje, altså når der ikke er kakao i, er min erfaring, men det har også en betydning for mørke deje, om end ikke lige så stor.

Kom papirforme i muffinforme af metal eller silikone, og fyld formene ca. 2/3 dele med dejen.
Bag i 15-20 minutter. Stik evt. med noget spidst og se om dejen hænger ved efter 15 minutter. Hvis ikke det hænger ved, er de færdige. Hænger der derimod dej ved, så skal de bage lidt længere. Bagetid afhænger så meget af ovne og alle er altså forskellige.

Kagerne kan spises når de er afkølede. Men for at få den perfekte himmerigsmundfuld, så skal du også tilføje vaniljefrostingen.
Du kan sagtens gå igang med frostingen når du har sat kagerne i ovnen, men det skal først oven på kagerne, når de er helt afkølede.

Ingredienser, frosting:
100 gram smør, blødt (stuetemperatur)
200 gram flormelis
Kornene fra en 1/2 stang vanilje, gem stangen til hjemmelavet vaniljesukker
200 gram Philadelphia (Natural flødeost, om du vil. Jeg har prøvet mange forskellige, men vender altid tilbage til denne. Vigtigst er dog, at det ikke er light!)
Eventuelt lidt saft fra en halv citron

Fremgangsmåde, frosting:

TIP! Hvis du har en røremaskine, som har en spartel, så er den helt perfekt til at røre frosting. Hvis du bruger piskeris eller håndmikser, så skal du være mere forsigtig med ikke at få pisket for meget. Hvis man er for ivrig med piskeriset, kan frostingen skille og man må starte forfra.

Rør/pisk smøret blødt og luftigt, og tilsæt flormelis lidt efter lidt. Når frostingen er ved at være hvid, tilsættes vaniljekornene samt Philadelphia og der røres/piskes kort. Citronsagt tilsættes og der piskes/røres til frostingen er hvid og luftig. 

Kom frostingen i en sprøjtepose med tylle og sprøjt det på kagerne med cirkelbevægelser eller smør det på med en kniv.

Kagerne kan eventuelt pyntes med spiselige blomster men er bestemt ikke nødvendigt.

Velbekomme!


@juliemakes - hejmagi.blogspot.com - chokoladecupcakes med vaniljefrosting

Kommentarer

Populære indlæg