regnvejrsdag: opskrift på bananbrød


regnvejrsdag: opskrift på bananbrød - hejmagi.blogspot.com - @juliemakes

Regnen silede og gjorde det siden før vi stod op. Øv for et pinsevejr og vi skulle til Kim Larsen koncert i Søndermarken om aftenen. Det måtte blive med regntøj og gummistøvler, tænkte vi. Men pinsesolen tittede frem ved 17-tiden og da koncerten startede, dansede den (og vi). Det var så dejligt at være i venners lag og lillefisen blev passet.

Men regnvejrsdage er heller ikke sådan at kimse af. Inden vi skulle afsted, nåede vi små hyggelige kreative projekter (dem man ikke får nået når solen skinner og udendørslivet kalder), formiddagskaffe hos yndlings-nabo-vennerne, middagslur og så bananbrød ♥

Det er fars dag i dag, men faren herhjemme er ikke bevidst herom og det er da godt det samme, for vi har ikke gjort så meget anderledes end vi plejer. Han er også helt og aldeles ubevidst om at dette brød er blevet bagt på baggrund af lige dele ham og modne bananer, der skulle bruges.

Faren herhjemme, han elsker nemlig bananbrød. Han vil dog helst have det med chokoladeglasur, men det synes moren er for sødt og da det er hende der bager, bliver det således uden. Så meget for at det er fars dag i dag, ha! Men man kan da komme det på hvis man er af anden holdning end hende moren er, hvis man dog ellers gider lave det selv.

Hvis du har lyst til at bage lidt, selvom solen skinner, ellers kan du gemme opskriften til en regnvejrsdag...

Ingredienser:
½ dl olie
½ dl honning
2 æg
3 store bananer til dejen og 1 banan til pynt
½ dl letmælk
300 g hvedemel
1 teske natron
1 teske bagepulver
½ teske salt
kornene fra 1 stang vanilje

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 175 grader og beklæd en rugbrødsform med bagepapir.

Olie, honning og æg piskes luftigt. 3 bananer moses og kommes i sammen med mælken. De tørre ingredienser røres i. Når dejen er rørt sammen og er mere eller mindre ensartet, hældes den i formen.
Skær den sidste banan over på langs og lig den oven på dejen.

Bag i ca. 1 time. Tag ud og køl ned på rist. Spis og vær glad

regnvejrsdag: opskrift på bananbrød - hejmagi.blogspot.com - @juliemakes

Kommentarer

Populære indlæg